Opdaterede retningslinjer for anskaffelse af IT-udstyr til elever

Vi har ændret lidt i vores anbefalinger til IT-udstyr for elever. Anbefalingerne er baseret på vores erfaringer de sidste par år, og hvad vi ser der virker bedst med de programmer, vi primært benytter. Derfor anbefaler vi nu primært Windows 10 baseret pc’ere. Det viser sig, at de fleste elever har nemmere ved at navigere i Windows og det software, vi benytter, er bedre integreret, når der skal samarbejdes mellem programmer og mellem elever.

Vi begynder i år at fokusere på, at eleverne i 5. og 9. klasse, bliver mere selvkørende i vedligeholdelse af deres IT-udstyr. Dvs. de får færdigheder og gode vaner i dokumenthåndtering, fysisk vedligeholdelse, sikkerhedsaspekter mv.

En anden ændring fra tidligere er, at vi nu anbefaler pc i stedet for tablet allerede fra 4. klasse. De værktøjer, vi benytter til skrive- og stavehjælp, virker bedst på en pc med tastatur. Det hjælper eleverne til hurtigere at blive fortrolig med hjælpe værktøjerne. Vores skrive- og staveværktøjer er beregnet til at styrke elever på alle niveauer i skrivning, også i Tysk og Engelsk.

Vedrørende nyanskaffelse af IT-udstyr til elever har vi skrevet nogle forslag til hvilke konfigurationer vi anbefaler. Det er for at gøre det lidt nemmere at vælge, når du står i butikken.

 IT undervisning

Generelt omkring undervisning i IT har vi fokus på programmering i bred forstand. Vi har super gode erfaringer fra tidligere år og er i år mere skarpe på hvor meget eleverne faktisk kan lære. Eleverne lærer generelt omkring programmering og bygger selv rigtige app’s til rigtige mobiltelefoner. Det er vigtigt for, os at det eleverne programmerer faktisk kan bruges til noget.

Samtidig med programmering har vi emner omkring bl.a. internettet, sikkerhed, vedligeholdelse, deling af billeder og film, 3d print og tegning, Micro:bits (små selvstændige computere eleverne programmere og bygger elektronik til). I år forsøger vi med et pilotprojekt i 0. klasse, hvor vi introducerer ’programmering’ og struktureret tilgang til løsning af opgaver. Det bliver spændende!

 

– Teddy Brask, IT vejleder ?