Hvert år er 8. og 9. klasse på en udlandstur. Det er blevet til Paris, London, Berlin, Island, Scotland, Tjekkiet og Færøerne. Rejse og ophold betales af skolen, hvis man er startet før 7. klasse, ellers er der en egenbetaling. Lommepenge og kost betales af eleven. Det er både med sigte på den internationale dimission, sprog og kultur og elevens alsidige udvikling, at skolen arrangerer udlandsture. Det giver også stærkt sammenhold og kammeratskab, som skaber trivsel og lyst til at gå i skole.
I 6. klasse tager eleverne til Bornholm. Turen til Bornholm giver rum for historie, geografi, og der kan laves meget matematik op til en sådan tur. Og så skal cyklen selvfølgelig frem, så motionen er i højsædet. Turen giver et unikt sammenhold for klassen.
Hvert år tager 4.-7. klasse på lejrskole på et smukt lejrsted, Hvidekilde, i Grib skov. Fællesskab, fordybelse, samarbejde, sjov og fest, som giver noget ekstra på mange forskellige måder.
Der afsættes hvert år et større beløb til ekskursioner og udflugter ud af huset (Christiansborg, København, Lejre, virksomhedsbesøg osv.), så eleverne bliver klogere på verden omkring dem.