Et land, et samfund, en familie kan kun bestå, hvis der er nogen, der påtager sig sit ansvar og sin opgave.
Vi lever ikke mere i et standssamfund, heldigvis, hvor det næsten var umuligt at blive andet end, det familien altid havde været. Bondesønnen blev bonde, skomagersønnen skomager, husmoderdatteren husmoder. Ikke så meget diskussion. Men det betød til gengæld, at alle kendte sin opgave, sin rolle og ikke indtog særstandpunkter eller løb fra sit ansvar.
I dag udfordres vi af, at vi ikke vil sættes i bås. Vi vil alle være eventyrere, bjergbestigere, ultraløbere, stjernekokke og influencere. Vi vil være evigt unge.
Der er noget smukt og skønt i at blive i sin stand. Være mor. Være far. Passe sit job. Lave sine pligter. Ikke være bange for rutiner, gentagelser og hverdage. Blive voksen, ældre, klogere (forhåbentlig).
Voksne skal ikke være børn eller teenagere, men tage livet og opgaven på sig. Arbejde, elske, drage omsorg for, sætte sig selv til side, holde ud.
Men hvor kan man indimellem bliver træt og lidt slidt af alle opgaverne. Drømme sig langt væk. Vi har brug for at finde vores små åndehuller i hverdagen, næringen til vores sjæl og ånd. Det er der mange veje til. En gåtur i skoven, sidde på en bænk og kigge ud over havet, læse en bog, høre en podcast, se en serie, sige sit Fadervor og få et ekstra langt kram af dem man elsker. Kun fantasien sætter grænsen.
/John
