Jeg er i gang med at genlæse HC Andersens eventyr. Jeg har dem alle i 3 bind hjemme på reolen, hvor de har samlet støv i en årrække. De har kaldt lidt på min dårlige samvittighed. Man burde da have læst vores berømte HC fra ende til anden én gang i livet. Nu skal det være. De skal støves af. Jeg har fået læst den om de 2 Claus´er, Tommelise og Rejsekammeraten. Langt igen men jeg tror, jeg når det inden pensionsalderen.
Tommelise skal så meget grueligt igennem med fæle skrubtudser og gamle muldvarper. Hun bliver reddet af svalen. Hun havde vist den godhed og omsorg, da den lå frossen i jorden. Blødt at ligge på, en dråbe vand. Godheden vækkede svalen til live.
Nok kan vi høre om og støde ind i uappetitlige folk og fjolser, men det skal ikke hindre os i at øve godhed. En dråbe vand hist og her. Det bliver til ringe i vandet og med svalen fik Tommelise vinger og fløj ud i verden. Hævet over smålighed og mørke. Måske får vi også vinger.
Ingeman siger i sin julesalme, at Gud har lovet os englevinger. Det holder nok ikke ved et nærmere teologisk eftersyn, men det skulle ikke undre mig, at vi får vinger, ser nye farver, lugter nye lugte og oplever både den 4. og 5. dimission, når vi en dag skal herfra. Og nu? Ja, også der kan vi få vinger, løftes op af, ikke svalen, men hinanden og også af Gud selv.
Flyv vel!
/ John
