Her lidt om vores bestyrelsesmøde i september. Selvfølgelig gik meget af snakken om Covid-19, og de konsekvenser pandemien og restriktionerne har haft og stadig har på Billesborg. Men vi mindede også hinanden om dagens vers fra Bibelselskabet, som var ”Hellige, hellig er Hærskarernes Herre. Jorden er fuld af hans herlighed.” fra Esajas kap 6. Det er godt at blive mindet om, at jorden stadig er fuld af Guds herlighed (skønhed), også selvom der kan være mørke, og ting vi ikke forstår. Det er tilladt at tro, at han har alting under kontrol, også i disse urolige tider.
Ved bestyrelsesmødet blev der informeret og drøftet emner som fx Hvidekildeugen, ændrede udenlandsture for 8. og 9. klasse, specialundervisning, talentudvikling og kommende 0.kl i 2021 samt ventelister til skolen.
Vi drøftede også skolens fokusområder, som blandt andet er digital dannelse. Derudover er der sat fokus på arbejdslyst og medarbejdertrivsel med et forløb fra fagforeningen KRIFA, som i sidste ende også kommer vores børn til gode.
Vi havde en samtale om nyt fra skoleforeningen, som vi er med i, og vi drøftede de politiske vinde på friskoleområdet. Vi sluttede af med en budgetopfølgning, som vi gennemgik. Der var blevet plads i budgettet til både hegn, renovering af fysiklokalet, vipper/gynger, nye toiletter og ny flisebelægning ved stalden.
– Louise Sølvsten Nissen