Jeg er ved at læse en sjov og interessant bog, Skrammellegepladsen, 1943. Den er skrevet af en professor, Ning de Coninck-Smith, som ved en masse om skolehistorie.
I 1943 blev den første byggelegeplads åbnet i København under stor bevågenhed og 600 begejstrede børn indtog pladsen allerede den første dag. Børn skulle udfolde deres kreative potentiale uden voksenovervågning med plads til hænderne og fantasien.
Det var en af de gode ideer i kølvandet på reformpædagogikken, som var et nødvendigt opgør med en totalitær tænkning, som hjernevaskede børn til at gå i takt som voksne ind i både 1. og 2. verdenskrig. Børn skulle lære at være kritiske og kunne sige nej. Godt med det opgør!
Man gik dog alt for langt i dette opgør, så man kom til at smide gode traditioner, rammer og voksenautoritet ud med badevandet. Nu skulle alt være tilladt og alt var grænseløst åbent. Det lider vores samfund stadigvæk under, også dagligdagen på skolerne.
Hun citerer i sin bog den svenske reformpædagog, Ellen Key, som mente, at forældrene skulle bøje deres pander ”i støvet for barnets højhed” og ordet ”barn kun er et andet navn for begrebet majestæt”.
Barnet er med Grundtvigs ord en mageløs skabning. Yep!
Men også med Grundtvigs ord, støv.
Ligesom alle os voksne! Det glemte Ellen Key i sin reformiver.
Børn er deres egne, ja, men under forældrenes kærlige myndighed. De skal passes på, udfordres, holdes af, sættes rammer for, vises vej, møde modstand og et ”her bestemmer jeg” De skal opdrages, højnes til at være det de er, menneske!
De kan slet ikke holde til at være administrerende direktører i familien, prinser og prinsesser, konger og dronninger. Så kan børnene lege, være børn og trygt være i livet og stille og roligt vokse i ansvar og rettigheder.
/ John
