Den store tabel eller sit Fader Vor
Drengen Kay får en splint i øje, et glasskår fra spejlet som vender alt på hovedet. Det onde bliver godt, det gode ondt, når splinten sætter sig. Han slæbes med på slæden af den iskolde snedronning, og lige inden han mister fornemmelse af sin ulykke, tænker han på at sige sit Fader Vor. Men kan kun huske den store tabel.
Sådan lyder det i HC Andersens eventyr, Snedronningen.
Det hjalp ikke Kay mod snedronningens trolderi, ondskab og venden op og ned på godt og ondt, at han kunne sin store tabel. Der skulle mere til. Et Fader Vor. I nød, når vi rammer muren, når håbet svigter er tabeller ligegyldige og Fader Vor altafgørende.
Det menneskelige instinkt er at bede, når vi er i nød. Det er det største ”bevis” på, at Gud findes, at vi er skabt af Gud og hører ham til.
Kay bliver fundet af sin søster, Gerda, som har ledt ihærdigt efter ham. Hun lader sine varme tårer ramme hans hjerte og øje, medens hun siger sit Fader Vor og synger om barn-Jesus. Glassplinten smelter i Kays øje og hjerte, og han bliver menneske igen. Varm, ikke kold.
Børnene skal lære deres tabeller og alt det andet. Selvfølgelig. Forstand, fornuft, faglighed, vilje, argumenter. Men for at komme helskindet gennem tilværelsen og nå i mål, skal der også ånd til. Mening, at høre til, det evige, værdier, håb og retning. Man skal kunne sit Fader Vor, så man kan vende verden ret, når den vender sig på hovedet.
–John
