Man taler om den demografiske vinter over Europa og asiatiske lande. Vi får færre og færre børn. I Sydkorea er den helt gal. Der får hver kvinde kun 0,72 barn, hvor det i Danmark er 1,5. Flere men stadigvæk for få. For øvrigt sælges der flere barnevogne til hunde end til børn i Sydkorea. Kæledyr er nemmere end børn.
Med den holdning skal der få generationer til for at udrydde os selv.
Det er et fattigt samfund, der ikke satser på familien. Det er et fattigt menneske, som ikke satser på familien (jeg ved godt, at det er sat på spidsen – man kan godt leve indholdsrigt og givende alene). Vi glemmer det helt fundamentale ved at være menneske: livet er at give livet videre. Livet, tilværelsen må godt koste noget. Man må gerne tilsidesætte sig selv, man må gerne påtage sig pligten og opgaven ved at være menneske. Det er befriende berigende. Og godt for nationen, kontinentet og kloden, for øvrigt.
Tør man få børn? Tænk på krige, klimakrise og alt det man skal nå for at være veluddannet, rig og perfekt, så børneværelset er fyldt med det rigtige legetøj i den store villa med de 2 Teslaer i garagen. Og så skal man være superforældre, som servicerer ens barn på alle tænkelige måder.
Hmm – prøv at læse lidt historie. Så opdager vi, at vi lever i en spændende og rig tid med muligheder som aldrig før. Udfordringer ja! Kan de løses? Ja! Og så behøver børn ikke perfekte, rige forældre men nærværende voksne.
I gode gamle dage boede en familie på fem på 20 kvadratmeter inde i Køge. Det var selvfølgelig inklusiv køkken. Bad? Det tog man ikke. Toilet? En tur i gården på spanden ved siden af møddingen. Og både børn og voksne arbejdede uafbrudt for at holde sulten fra døren.
Så har børn (og voksne) det vist meget godt i vores lille land. Med plads til flere.
