Jeg elsker at snakke med mine børnebørn. Snakke, ikke samtale.
Det ufuldendte, spontane, tilfældige, livsnære, alt og ingenting. Livspuls.
Småsnakkeri.
Livssnakkeri.
Strøtankesnakkeri.
Snakkeri-ro.
Snakkeriud- og indfald.
Snakkerikram.
Snakke-ørerne-af-dig.
Snakkestilhed.
Sniksnak som dejligt tagdryp på en regnvejrsdag.
Jeg har 6 børnebørn, snart 7, så vi kommer ikke til at gå ned på snakkeri. Her i weekenden fik jeg alenetid både med hende på 5 år og ham på 9 år. Hvis man bare sætter sig i sofaen, kører i bil sammen, går en tur i skoven eller hælder en menu fra McDonalds på dem, så går snakken helt af sig selv. Børn elsker, når man har tid og ikke skal nå en masse. Der snakkes om løst og fast, stilles spørgsmål, læses højt, synges og grines. Leves.
Det er lidt anderledes med teenagere. De snakker, når de har lyst. Så gælder det om at gribe det gyldne øjeblik, som af uforklarlige årsager oftest er efter midnat. Der sover jeg som en sten, men er gift med en, som gerne stiller op nat og dag. Det er guld, når livet skal vendes i teenagehøjde.
De voksne skal også snakke sammen, det er livsdryp i et parforhold. Snakkeriet – småt som stort. Det kræver, at vi i ny og næ lægger skærmen væk, kigger op, sætter os godt til rette med en kop kaffe. Lytter, snakker, lade ordene synke og gøre indtryk.
/ John
