Både når man taler arbejdsmiljø, læring og trivsel som menneske, dukker ordet mening op. Hvis man kan finde mening med noget, kan alt næsten lade sig gøre.
Hverken hesten på marken eller hunden derhjemme har brug for den store mening i tilværelsen. Mad, søvn, motion og god behandling. Så er alt godt.
Men os – vi kan ikke klare os uden mening. Vi går til grunde uden!
Hvad er så meningen? Også for børnene i skolen?
Hmm – det er der skrevet langt og meget om. Men ganske kort om hvor mening for eksempel kan trækkes ud henne:
- Kammeratskab, at høre til i et fællesskab
- At elske og være elsket
- At bruge sine evner til gavn og glæde for sig selv og andre
- At høre til og være elsket af en Gud, som har et ”kald” til det enkelte menneske
- Interesser (natur, sport, kunst, frimærker osv.)
Den østrigske psykolog og filosof, Victor Frankl, udviklede logoterapien, hvor der er fokus på menneskets søgen efter mening. Han overlevede selv holocaust og fandt ud af, at mennesket kan overleve næsten hvad som helst, hvis man kan finde mening.
Hvad er så den nære mening, når et barn bliver småskoletræt. Ja, det må man så udforske lidt, men man kunne måske sige:
- Du bliver klog af det
- Hvis man kan læse og regne, kommer man langt i sit liv
- Glæd dig til madpakken – der er en ostehaps – så overlever du nok brøkerne
- Jeg kan godt forstå, det er svært, men jeg hjælper dig, og det er ok, at man ikke er verdensmester i tysk
- Jeg har også svært ved at se meningen, men så lærer vi sammen at gøre noget, vi ikke har lyst til – så bliver vi stærke og udholdende
- …… og hvad man ellers kan finde på 😊