Skærmen er kommet for at blive. Det samme er den digitale udvikling.
Den store udfordring er hvem der styrer hvem. Teknologien kan hurtigt overtage styringen og måske føre os et sted hen, vi ikke ønsker.
Det betyder, at vi skal være opmærksomme og hele tiden diskutere, hvor grænserne skal gå.
Lige nu er der meget fokus på skærmbrug i skolen og derhjemme. Der er undersøgelser, der tyder på, at eleverne har sværere ved at koncentrere sig, når deres mobil er tilgængelig (på bordet eller i lommen). De klarer også tests en lille smule dårligere, når mobilen er i nærheden. Læsning fra en skærm er heller ikke at foretrække fremfor papir. Og så er der hele påvirkningen fra de sociale medier, hvor identitetsforvirring, manglende selvværd og følelsen af hele tiden at skulle udstille det perfekte liv (som ikke findes) blomstrer i fuld flor. Der er nok at tage fat på.
Det, børn efterlyser, er at nærværende voksne. De vil gerne, at far og mor lægger skærmen, så man kan snakke og lave ting sammen. Vi voksne kan gemme os massivt bag skærmene og bliver på den måde dårlige forbilleder. Skærmen er ikke kun børnenes udfordring, men i lige så høj grad de voksnes.
Vi bliver nødt til at være nærværende og deltage i børnenes liv. Det er på en måde nemt at lave forbud – det er sværere at komme tæt på og gøre børnene til bevidste og kritiske brugere.
På Billesborgskolen holdt vi en uges skærmfaste. Ingen skærme på skolen en hel uge. Det var på mange måder positivt og havde stor opbakning fra forældrene. Visse børn klagede højlydt, andre var begejstrede for samværet med spil, madlavning og andre aktiviteter uden skærm. 9. klasse tog kortspil med og nu 2 måneder efter sidder de stadigvæk og spiller kort i frikvarterne – skærmen er lagt væk. De opdagede værdien af fællesskab og leg.
Det betyder ikke, at vi voksne ikke skal skabe kulturelle landskaber, som vores børn kan navigere i. På skolen skal skærmene bruges i undervisningen, når det er relevant, ellers skal de lægges væk. Det sætter læreren en ramme for. I frikvarterne er eleverne uden for, og med de mange muligheder for leg, bevægelse og boldspil, er der ingen der går rundt med næsen i skærmen. Det er den kultur, der er skabt. Når det gælder SFO er skærmen en mulighed efter kl. 15 og om fredagen. Så bliver der spillet, snakket og hygget med skærmen som centrum. Eller man trækker sig lidt for at være alene og lade op. Helt legitimt og fint. I vores fritidsklub fra 4. klasse gives der en ramme for samvær, lektielæsning og hygge. Der er intet tilskud til ordningen og brugerbetalingen er lav, men der er skabt et miljø, hvor børnene trives. Her skal børnene selv finde sin vej mht. skærmbrug. Det er intet problem for de fleste – ofte er det sjovere at gå ud at spille fodbold end at sidde med sin skærm. Men skærmen må gerne have sin plads – den skal blot ikke fylde for meget.
Som skole følger vi hele tiden udviklingen og har en løbende samtale med os selv og børnene (og med eksperterne og andre skoler). På den ene side skal børnene udvikle en kritisk holdning til deres eget skærmforbrug og blive bevidste selvstændige brugere. På den anden side skal de voksne afstikke retningslinjer og være gode forbilleder.
Samtalen er ikke slut – og jeg er ikke så bekymret. Børnene skal nok finde deres vej i kompleksiteten, hvis der er voksne de kan tale med og spejle sig i.
