I Kejserens nye Klæder var alle bange for enten at være utilladelige dum eller at man ikke duede til sit embede. Så bange at man lod som om, ikke turde stå ved sig selv, ikke stolede på det man så og sansede.
I 1978 introducerede forskere fænomenet, impostor-syndrom, et psykologisk mønster hvor man tvivler på egne præstationer og talenter og har en vedholdende indre frygt for at blive afsløret som svindler. Man er bange for ikke at have noget tøj på, stå afklædt og udskammet. I en undersøgelse fra 2007 svarede 70 % ja til, at de kunne genkende det mønster.
De fleste af os har oplevet det i mere eller mindre grad. Kan man egentlig noget, duer man til det, man skal (at være kompetent forældre, ansat, ægtefælle, borger osv.). Man kan ligefrem gå og fantasere om, at man bliver afsløret en dag og alle opdager, hvor lidt man kan.
Det sker for selv de allerdygtigste, for dem med størst succes. Man har svært ved at tage imod anerkendelse og svært ved at se, at man faktisk gør et godt stykke arbejde. Man er for hård og ubarmhjertig mod sig selv. Man er måske perfektionist.
I kristen forstand er afsløring godt. Der står, at Jesus kom med nåde og sandhed. Sandhed: Totalt afsløret (for vi gør jo ikke alting godt altid og behøver det heller ikke) og alligevel elsket (nåden). Afsløret og elsket. Elsket og afsløret. Befriende at ikke skulle leve på en løgn, når vi alle jo godt kan se, at kejseren ikke har tøj på. Stå ved os selv og livet samtidig med, at vi gør os umage og bruger vores talenter og evner, så godt vi kan.
Svindlerne i eventyret gjorde en god forretning og blev stenrige. Det er der stadigvæk mange der gør, fordi profitten på det frie marked ofte bygger på frygt, indbildning og den tåbelige tanke om, at vi kan flygte fra vores nøgenhed ved at købe os til det.
/John
