Sådan kunne der godt stå på et skilt hængt om halsen på teenagere. Der bliver virkeligt møbleret om – hjernen, psyken, fysikken, seksualiteten, alt er under pres i puberteten. Og der er ingen pauser. Det giver udfordringer for dem selv, deres kammerater, forældrene og skolen.
Sådan har det jo altid været. Hør bare Sokrates, som levede for ca. 2400 år siden:
”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når de ældre kommer ind i et værelse, de modsiger deres forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne …..”
Hvad skal vi så gøre? Ja, man fristes næsten til at sige: vente! Det går nemlig over! Og det er der jo nok en sandhed i: vi skal være lidt ekstra tålmodige! Og vi skal have sat rigeligt ind på ”jeg tilgiver dig, min ven” – kontoen. Samtidig skal vi absolut ikke abdicere vores forældrerolle eller lærerrolle. Vi skal turde kræve noget og fastholde positive forventninger til opførsel og social omgang. I selvpsykologien ville man benytte ord som empatisk spejlende selvobjekter og betydende selvobjekter (selvobjekt er den voksne/person, som er med til at skabe barnets selvbillede). De unge skal mødes med forståelse fra de voksne, spejles empatisk. Og de skal møde et modspil, en mur, hvor betydende voksne, tør være rollemodeller.
Hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen har skrev for nogle år siden bogen ”Hallo, er det hul igennem – dit barns hjerne 0-18 år”. Hun giver følgende råd til teenageforældre – og mon ikke også deres lærere. (Jeg har tilladt mig at kommentere de gode råd lidt):
– Find tid til snak, når dit barn vil det, dvs. når dit barn er ”lille”, ikke når det er i ”jeg er verdensmester”mode
– Accepter, hvis dit barn måske hellere vil tale om sine problemer med andre
– Bak op, hvis dit barn vil tage 10. klasse eller på efterskole – det tager nemlig tid for hjernen at udvikle det vigtige stof myelin
– Lad ungerne høre musik. Også mens de laver lektier. Faktisk danner musik masser af synapser mellem hjernecellerne. Og nogle unge (ikke alle – det afhænger af deres læringsstil) kan bedst koncentrere sig, når de hører musik
– Prøv at rumme dit barns problemer. Lyt, forstå og anerkend. Du skal ikke nødvendigvis løse deres problem!
– Skab alliancer med venner, veninder, andre voksne så du får et nuanceret billede af, hvordan det går din teenager
– Gør aldrig nar. Din teenager er tit mere følsom end du tror.
– Slip ansvaret ind på dagsordenen. Sid en gang imellem på dine hænder og lad dem fejle og tumle med tingene til de får det lært. Og det er godt at vide, hvor man skal stå fast og hvor man har tænkt sig at give elastik
– Se lidt positivt på teenageårenes mange prøvelser – det lysner på et tidspunkt, og der er da glimtvise lyspunkter på vejen mod voksenalderen med gode og varme oplevelser
Ann-Elisabeth siger: ”I princippet kunne vi taktisk set lige så godt lukke skolen i 7. klasse. Det skoleår, som eleverne har det ringeste udbytte af. Kønshormonerne lammer det neurale netværk. Pludselig kan Janus ikke finde ud af helt elementære ting, han lærte i 4. klasse og Anna, der ellers altid har klaret sig så flot, går totalt i stå. Forældrene klager – mener, det er lærernes skyld.” Men faktum er, at der er lukket og slukket i et års tid. Pigerne vågner først op, drengene lidt senere. Det betyder jo ikke, at vi bare skal lade stå til. Men motivationen for at lave lektier ligger først og fremmest for pigernes vedkommende i anerkendelse fra læreren, for drengenes vedkommende gælder det om, at der går lidt positiv konkurrence i lektielæsning. Og så skal vi sørge for, at teenagerne får sovet nok og spist sund nok.
Man skal også vælge sine kampe med omhu. Overse lidt rod, find sig i lidt gnavpot men ikke være bange for at stille krav til aftaler om f.eks. no-alkohol og at passe sin skolegang.
Teenagere spørger på deres egen akavede usagte måde: elsker I mig stadigvæk, selv om jeg er helt umulig. De har brug for positiv opmærksomhed, god øjenkontakt og et stort kram. Lige som alle os andre. Og voksne der elsker dem nok til at fastholde krav og forventninger.
Sept. 2016
