Vi har indimellem haft en sømand eller 2 på besøg. Ikke sådan rigtige sømænd, men personer hvis sprog sagtens kunne konkurrere med enhver sømands. Sætninger som enten startede eller sluttede med et par eder. Vi har også elever, som benytter sig af kraftige gloser for at understrege en pointe, eller blot fordi det er blevet en del af sproget.
Vi har ikke for vane at gå rundt med højtidelige miner og store øjne og opstøve alle upassende gloser. På den anden side vil vi gerne fastholde en hvis anstændighed i vores sproglige tilgang til hinanden. Ord har det jo med at skabe virkeligheden, ikke kun beskrive den.
Hvad er så et bandeord? Ja, så bliver det jo straks værre. Fuck er jo nærmest blev et fyldord for mange unge (og voksne) og i medierne slår brugen af ordet alle rekorder. På engelsk ved alle hvad ordet betyder, men i danske øre lyder udtrykket måske knapt så voldsomt. Sgu (Så Gud hjælpe mig) blev i 2011 ”frikendt” officielt som bandeord, men opfattes stadigvæk af mange som sådan. Kraftedeme er jo et frygteligt et af slagsen. Et ønske om at kræften skal æde en. Fandeme et ønske om, at Fanden skal tage en. Og så er der de religiøse gloser, som helvede, satan, Gud og Jesus.
Jeg skal ikke kategorisere, men de fleste ved vel godt, hvad et bandeord er. Det er et fyldord, som skal understrege, at man mener det, man siger. Og det er et ord, som tømmes for indhold, hvis det bruges i tide og utide. Religiøse ord har betydning og skal ikke tømmes for indhold.
Pointen med, at vi på Billesborgskolen gerne vil have bandefri zone, er at skabe et sprogligt frirum, hvor sproget ikke sårer, slår eller bliver overfladisk. Kraftige eder skal heller ikke kunne være en argumentationsform. Det er holdningerne, der skal overbevise, ikke en grov retorik.
Måden, vi taler til hinanden på, påvirker os. Vi vil gerne slå et slag for den venlige tone, hvor vi tør være imødekommende over for hinanden . Og når vi bliver vrede, behøver vi ikke overhælde hinanden med upassende gloser, men ”tælle til ti”.
Vi ved godt, at børn har ét sprog, når de voksne er der, og et mere direkte sprog, når de er alene med hinanden. Vi ved også godt, at grupper af børn (måske især drenge) kan få en samtalefacon, som ikke generer dem, men giver dem en følelse af at høre til i gruppen. Begge dele helt ok.
Og samtidig skal der være en grænse og en mur de møder. Voksne som siger: ups, vi skal vist lige finde kammertonen. Og en grænse, hvor vores børn forstår, at sprog kan slå, mobbe og gøre fortræd.
Vi ser ikke os selv som pedanter, regelryttere eller pernittengryn. Men snarere ambassadører for et vist sprogligt niveau. Og så er vi åbne for, at sproget også fornyer sig, og at vi voksne også kan blive klogere.
