Ja, når de bliver voksne. Jeg har selv et berigende venskab med vores egne 5 voksne børn. Det er jeg meget taknemmelig for – det er bestemt ikke en selvfølge.
Men når børnene er børn, skal man være forældre og ikke deres ven. Man må gerne være lyttende, varm og venlig, man må gerne have en nær og tillidsfuld relation, holde af, holde om, grine i metervis og nyde livet sammen, men barnet har først og mest brug for voksne som tør være en kærlig autoritet, som de kan spille bolden op ad.
Den dygtige samtidsanalytiker Stefan Hermansen har nok en pointe, når han mandag i KD sagde, at trivselskrisen i dag først og fremmest skyldes en autoritetskrise. Mistrivslen skyldes klart nok også for mange eksamener, for mange skærme, den voldsomme perfekthedskultur og accelerationen i vores samfund. Men han mener, at børn grundlæggende mangler fyrtårne, søjler, mure der står fast, når verden rokkes. Voksne der står for noget, tør stille krav, er gode forbilleder (ikke perfekte) og inddrager barnet i en større verden.
Så kan barnet finde vej ud fra et fixpunkt.
En anden dygtig samtidstænker, Lars Qvortrup, mener, at man har talt mistrivslen op. Man spørger hele tiden om børn og unge trives, de skal hele tiden kigge indad, og til sidst skal man nok finde en trist følelse her og der. Han mener, at man skal hjælpe børn og unge med at kigge ud sammen i verden.
