I gamle dage skulle børn skamme sig. Det skal de ikke mere. Er det godt eller skidt? Det er skidt hvis ingen skammer sig i et samfund, når grænserne for ordentlig opførsel overskrides. Det er et udtryk for ligegyldighed og gør, at det bliver svært at leve sammen. En naturlig skamfølelse i et fællesskab er sundt og godt. Der er selvfølgelig noget man gør og noget man ikke gør. Man må godt skamme sig, hvis man springer køen over, hvis man snyder i skat eller bagtaler andre.
Men der er også en skam som er meget skidt. En skam, som på mange måder er blevet en svøbe i det moderne samfund. Det er følelsen af ikke at blive set, ikke at møde et andet menneske som anerkender en for den man er, på godt og ondt. Nogle kalder det udviklingsskam eller sårbarhedens skam. Den kommer, når barnet ikke bliver kærligt spejlet og oplever sig afvist, utålelig og uelsket. Det kan føre til, at evnen til selvkærlighed og grundlaget for en sund selvfølelse belastes og forstyrres og dermed skabes store mangler i den relationelle udvikling. En forsker har sagt følgende: ”Det er effekten som vokser ud af manglen på respons, ud af de tabte ansigter”. De tabte ansigter – dvs. de ansigter, som burde have lyst barnet i møde, men som ikke var der. En anden forsker siger:”Skammen over at opleve ikke at være elsket er den mest grundlæggende skam af alle og den dødeligste.” Et menneske kan gå til af mangel på kærlighed.
Den skam skal vi bekæmpe med alle midler. Hvordan? Ved at lade vores børn se vores ansigt. Forstået på den måde, at vi skal være nærværende (væk med mobilen), se dem i øjnene (på en positiv måde), spørge ind til deres liv, lytte. Det kan og skal vi ikke altid og hele tiden, men øjeblikkene skal være der. Vi skal sige med vores ord, vores krop og vores ansigt: jeg elsker dig betingelsesløst! Der skal egentlig så lidt til! Tit bruger vi øjenkontakten til at skælde ud, ”se på mig”, underforstået så du kan se, hvor vred jeg er på dig. Vi må gerne fastholde vores blik og vise alvor, men vi skal først og fremmest bruge vores øjne og ansigt at vise vores accept og stolthed af og glæde over vores barn.
Hvad er forskellen på skyld og skam? Skylden er konkret. Jeg har såret en anden eller gjort en anden fortræd. Det kan jeg skamme mig over – hvilket er sundt – men vejen ud af skyld er tilgivelse, som gives mig af den anden. Og i kristendommen af Gud – også selv om mennesker ikke kan tilgive mig. Og så skal jeg lære at modtage den tilgivelse og tilgive mig selv. Så kan jeg komme videre derfra.
Skammen er mere udefinerlig. Den sidder i kroppen, det er en følelse af ikke at høre til, ikke at være god nok, ikke at være elsket. Her handler det selvfølgelig ikke om tilgivelse, men om accept, anerkendelse, at blive set.
Får vi ikke has på skammen overfører vi skammen til andre (for selv at undgå skamfølelsen), og det gør vi gennem raseri, foragt, søgen efter magt og et forsøg på at få andre til at føle sig skyldige. Og ikke mindst får skammen os til at trække os tilbage og fastholder os i en perfektionismetrang.
En helt 3. skam er den sorte skam, som har med ære at gøre. Det er den skam, som fører til æresdrab på en datter, kusine eller en søster. Det er desværre virkeligheden i bestemte samfund og kulturer og skal bekæmpes med næb og kløer.
– John
