”Vi er ved at ødelægge en hel generation af unge drenge, der lige nu er på vej gennem folkeskolen. For at sige det på godt dansk: Drengene ser herre meget porno på nettet. Og de ser det tidligere og tidligere. Selv 11-12-årige bruger masser af tid på det. Selvfølgelig har det enorm betydning for deres seksualitet. Men der er ingen, der tør tale om det”.
Sådan udtaler Karen Sundsted, underviser og foredragsholder, sig til Politiken (se artiklen her: http://politiken.dk/debat/article5595195.ece.
Den ubegrænsede adgang til nettet har givet mange muligheder for at blive klogere på den gode måde. Men desværre også på den uheldige måde. Drenge (og piger) ser porno, og når man hører voksne i radioen eller læser artikler i aviser, så taler de voksne om det at se porno, som det mest selvfølgelige. Så er det ikke så sært, at de unge bliver forvirrede.
Jeg skal ikke blande mig i, hvad voksne i almindelighed gør og ikke gør. Men det er bekymrende, at vores børn og unge får det svært med at navigere i livet, fordi vi ikke tør italesætte det vanskelige.
Porno er fiktion og præger unges grundlæggende tilgange til et parforhold. Selvfølgelig! De unge kan få et urealistisk syn på, hvad god sex er. Og de får hurtigt et billede af, at sex er en vare, en ydelse, som man tager eller køber sig til. Er et andet menneske blot én, der skal tilfredsstille min lyst? Menneskesynet lider skade. Mennesket instrumentaliseres og markedets logik om at bruge og smide ud, sniger sig ind. Men ikke kun menneskesynet lider skade. Også evnen til at indgå i et sundt, ligeværdigt parforhold kan lide skade. Og så er der selvfølgelig selvværdet – kan man leve op til det kropsideal, som fremstilles i medier og film? Er sex altid så enkelt og fantastisk? Og hvad når det så ikke er?
I min optik handler god sex om intimitet, nærhed, fortrolighed. Noget som kræver tid og omsorg for at det skal vokse frem mellem to mennesker. Kærlighedens gode ramme. Man passer på hinanden, man respekterer hinandens grænser.
Jeg er fortaler for, at sexlivet hører til i ægteskabet. Konservativt, gammeldags. Ja, det er det nok og mange vil være uenige – helt ok. For mig er ægteskabet den forpligtethed, der skaber fortroligheden. Men uanset om man er til sex før eller efter ægteskabet, så skal man passe godt på hinanden. Der er god grund til, at undersøgelser viser, at gifte har det bedste sexliv. Kærligheden er på plads – og det er forudsætningen for god sex.
Den seksuelle debut for den almindelige unge i Danmark er i gennemsnit ca. 16 år. En undersøgelse af især kristne unge viser en gennemsnitsalder på ca. 19 år. Der er ingen grund til hastværk. Det er godt at vente på noget smukt. Unge behøver ikke en tidlig debut på den arena. Deres følelser, kroppe, hjerner og holdninger skal kunne følge med.
I kristendommen har man et holistisk syn på mennesket. Den har vi måske glemt lidt her i vores lille danske land. Sjæl, krop og ånd hænger sammen. Hvad vi gør ved vores krop, påvirker vores sind og psyke. Og omvendt. Det ved lægevidenskaben alt om. Derfor er det ikke lige meget, hvad vi gør ved vores krop og med hvem. Det påvirker os. Giver vi os selv hen kropsligt til en anden, påvirker det vores følelser og sind.
Jeg håber ikke, at det eneste, man hører mig sige, er: ”pas nu på”, ”pas nu på”. Sex er smukt, det er en gave, som i den grad kan berige vores liv og skabe glæde. Mit lille ærinde er, at slå et slag for at genvinde den sunde fornuft. Og at vi voksne tør snakke med vores unge om den verden, de møder. Alt er ikke lige godt og fedt, selv om man kan finde det på nettet. Vi skal give dem modspil.
Det er ikke altid, at de unge kan tale med os forældre om det. Eller vi med dem. Så er det godt, at skolen og andre også byder sig til (f.eks. girltalk.dk og adamogeva.dk).
I uge 6 har vi på Billesborgskolen fokus på dette. Vi får unge, dygtige fagfolk på besøg, som er vant til at tale med unge. I år (2017) får vi besøg af en sundhedsplejerske til 4.-8. klasse og planlægger også et besøg fra en psykolog fra Girltalk.dk til 7.-9. klasse. Og det bliver en snak i ungehøjde om identit, grænser og seksualitet.